INDVOLDSORM HOS HUND OG KAT

Både hunde og katte kan få indvoldsorm, som i visse tilfælde kan være en trussel mod dyrets sundhed. Hvis en hund eller kat skal behandles mod orm, kræves det, at dyrlægen har kendskab til dyr og ejer (skal have tilset dyret inden for det seneste år), og at der er taget afføringsprøve, der påviser forekomsten af indvoldsorm. Medicinen er receptpligtig for at undgå overforbrug af ormemidler, hvilket kan medføre resistens.

Læs om de forskellige typer af orm hos hund og kat nedenfor.

Orm hos hund

Orm hos kat

Spolorm:

Spolorm er lange hvide orm. De kan ses i opkast og evt. afføring og forekommer hyppigst hos hvalpe og unghunde. Hvalpe smittes med spolorm af tæven, mens de befinder sig i fosterstadiet og kan ligeledes smittes via mælken samt miljøet. Hvalpen bliver vommet og utrivelig ved kraftig infektion. 

Symptomer: Opkast, diarré,  udspilet mave, nedsat appetit, vægttab, blodmangel

Bændelorm:

Der findes forskellige typer bændelorm:

Dipylidium caninum
Hunden kan smittes med denne bændelorm, når den ved soignering optager lopper, der er mellemvært for bændelormslarverne. Denne bændelorm smitter ikke fra hund til hund.

Taenia saginata
Denne bændelorm smitter via råt kød fra drøvtyggere.

Echinococcus multilocularis (rævens dværgbændelorm)
Bændelorm giver normalt ingen symptomer. Der kan dog af og til ses kløe omkring endetarmsåbningen, når ægkapslerne aktivt forlader hunden.

Af og til ses de riskornslignende ægkapsler i afføringen eller på hunden i haleregionen.

Rævens lungeorm og fransk hjerteorm

Begge typer orm spredes via snegle og til tider padder.
Rævens lungeorm inficerer luftvejene (bronchier og bronchioler). De kommer dog via blodbanen fra leveren til luftvejene.
Fransk hjerteorm lever og formerer sig i blodkarrene i lungerne på den smittede hund.
Larverne kommer ud via hundens afføring og optages af snegle. Her udvikler larverne sig og inficerer nye hunde, som kommer i kontakt med sneglene.

Symptomer: Hoste, som kan være med opkast af slim, besværet vejrtrækning, nedsat præstation i forbindelse med motion, blødninger i diverse dele af kroppen, død.

 

 

Spolorm:

Ligesom hos hvalpe smittes killinger med spolorm af moderen, både i fostertilstanden og via mælken samt miljøet. Også hos killingen kan spolormene ses i opkast, og killingen kan blive vommet og utrivelig ved kraftig infektion med orm.

Symptomer: Opkast, diarré,  udspilet mave, nedsat appetit, vægttab, blodmangel

Bændelorm:

Den voksne kat smittes typisk med bændelorm, når den spiser mus.

Ligesom hos hunden kan de riskornslignende ægkapsler ses ved endetarmsåbningen på katten.